Sekoltere

Stikord: fundamentalistisk religion, matriarkalsk, tilbeder naturen, holder sig for sig selv

Kvinderne er det dominerende køn i denne kultur: sekolterne vil sige, at det er Gudindens vilje, mens antropologer vil se på den meget skæve kønsfordeling med omtrent fire mænd per kvinde og og mændenes generelle fysiske skrøbelighed og noget roligere temperament. Sekolterne har været en adskilt kultur, der eksisterer midt i talrige samfund i flere galakser, men holder sig for sig selv og har gjort det i århundreder. De betragter sig selv som Gudindens udvalgte, siden deres religion for over tusind år opstod på månen Sekolt, hvor deres kulturs vugge stod.

Kulturens vugge på månen Sekolt

Denne måne var en meget frugtbar og paradisagtig planet, der dog var udsat for hård stråling, hvilket gav en højere mutationsfrekvens og flere misdannelser blandt den lille gruppe tidlige nybyggere på Sekolt. De misdannede børn blev frasorteret, men hurtigt blev et særligt sæt af mutationer hos den mandlige leder, en selvudråbt tyran, udbredt i befolkningen pga. hans privilegier ifht. seksuelt samkvem med kvindelige undersåtter. Denne mutation betød, at bæreren blev i stand til at klare de stærkt mutationsfremkaldende betingelser uden at få kræft og (lige så mange) misdannede børn, men fulgtes med et sæt gener, der pga. en hjernedefekt gav bærerne hyppige hallucinatoriske og ekstatiske oplevelser.

Som det måske kan forstås, var den oprindelige sekoltiske kultur mandsdomineret, men situationen ændrede sig, da en ny mutation oven i de to andre et par generationer senere opstod hos den daværende konge. Denne nye mutation sad på Y-kromosomet, der kun findes hos mænd, og påvirkede derfor kun mænd. Fordi det var kongen, der havde denne mutation spredtes den som før hurtigt til en større del af befolkningen, der jo ikke kunne nægte tyrannen noget. Mutationen betød, at kongen og hans efterkommere var svagelige og fysisk skrøbelige, men magtstrukturen og de traditionelle kønsroller beskyttede dem i nogen grad, i tilstrækkelig grad til at de i kraft af deres magtpositioner også fik udbredt denne mutation i befolkningen. Sekolterne var i udgangspunktet en lille og isoleret befolkning, og dermed var der ingen vej uden om en høj grad af indavl og en deraf følgende udbredt genetisk enshed i befolkningen. Efterhånden som de fleste mænd, der fødtes, var svagelige, og langt de fleste sekoltere oplevede levende og stærke hallucinationer, blev den bestående samfundsstruktur mere og mere ustabil, og tiden var moden til, at Tengala kunne udråbe sig selv som Gudindens profet og lede alle kvinder til oprør.

Gudindens religion

Gudindens revolution startede som en hemmelig kvindereligion: historier om kvinders overlegenhed fysisk og mentalt, deres tættere forbindelse til naturen, historier om Gudinden i naturen, de handlinger og mirakler hun udførte osv., historier der blev fortalt mellem kvinder. Disse historier blev kendt af flere og flere og formede i stigende grad en kulturel basis og fortolkningsramme for de hallucinationer, sekolterne oplevede. Til at begynde med handlede religionen om naturen, og ikke om samfundsmagten, men dette ændrede sig, da Tengala begyndte at se syner, hvor Gudinden meddelte hende, at hun var udvalgt til at give magten til kvinderne, da de var de bedst egnede til at styre samfundet, beskytte naturen og lede de svage og uintelligente mænd. Da mange mænd havde hørt historier om Gudinden som små børn på moders knæ, var der snart flere mænd, der også så Gudinden og tilbad hende, og den nye religion bredte sig som en lynild. Revolutionen var derfor hurtig, i stor grad blodløs og meget snart et faktum.

Sekolterne kan altså virkelig ”se” deres Gudinde og oplever stærke ekstatiske, glædesfyldte reaktioner under disse hallucinationer, der forstærker deres religiøsitet. Kvinder leder familierne, har hver flere mænd, idet mænd har brug for kvinders vejledning og styring for at følge Gudindens vej og blive genfødt som en af deres kvindelige efterkommere. Kvinder kan derimod se frem til at komme i Paradis, hvis de igennem mange liv har æret Gudinden og levet efter hendes vilje.

Sekolterne anser Sekolt for at være deres tabte paradis, da de blev uddrevet derfra, efter at et multisystemsfirma fik licensen til at udvinde radioaktive materialer fra månen. Månen er nu i småstykker, og de radioaktive materialer, der formede den sekoltiske kultur og religion, driver nu kernemotorer over flere solsystemer. Sekolterne forestiller sig derfor (meget levende og overbevisende), at et nyt Sekolt findes, kun til dem, et sted som kun Gudinden kender. Da religionen er endog meget levende for dem alle, har de intet behov for præstinder, men de ældre kvinder har en ledende rolle i deres samfund.

Sekolternes genetiske arv

Man kan altså ikke blive sekolter, det er noget man fødes til. For pigebørn betyder denne genetiske arv en meget høj dødelighed, der betyder at kun de sundeste og stærkeste pigebørn overlever. For mænd er konsekvensen først og fremmest fysisk svaghed og et roligere temperament som følge af lavere testosteronniveau.

Der er stadig enkelte sekoltere, der bærer de raske gener, uden at man kan se det. Kun hvis de får et barn med en anden person, der også bærer det skjulte raske gen, og de tilfældigvis begge videregiver dette, vil de få et almindeligt barn. Der er to muligheder: at de får drengebørn med almindelig styrke og hormonniveau, eller stakkels individer af begge køn, der ikke er i stand til at opleve Gudinden. Mænd, der adskiller sig fra normen, betragtes som umandige og sygelige. Det afhænger af den enkelte sekolterkoloni, om de blot udstødes af det sekoltiske samfund eller det, der er værre (se nedenfor).

Individer uden evnen til at se Gudinden, opdages allerede som børn, medmindre de hurtigt lærer at simulere religiøse anfald. Hvad der sker med disse individer er debatteret blandt antropologer: nogle mener, at de blot udstødes og f.eks. anbringes på børnehjem eller hos venligtsindede familier, og der er helt sikkert eksempler på dette.  Andre hævder, at der er stærke indicier for, at disse ulykkelige ofres til Gudinden og rituelt fortæres af menigheden.

Denne teori er én af årsagerne til, at sekolterne ofte er ugleset af det omgivende samfund og udsat for diskrimination. Isolationen sørger de nu også selv for, da de ikke ønsker at leve for tæt på hedningene, der ikke kan se Gudindens lys. Sekolterne ernærer sig oftest ved arbejde til gavn for naturen, f.eks. rensning af forurenet jord, genindvinding fra og genbrug af affald, arbejde som ingen andre ønsker at påtage sig, men som sekolterne opfatter som Gudindens vilje.

Kønsroller

Sekoltismen er en streng fundamentalistisk religion, indskærpet af hallucinatoriske og ekstatiske oplevelser. Der er en stærk opdeling af kønnene, der jo har meget forskellige evner, og et stærkt fokus på det næste liv, man fødes til.

Ydmyghed og underdanighed er, hvad mænd må forvente i dette liv, men der venter måske et bedre liv, hvis de kan blive genfødt som kvinde. Sekoltiske mænd er betydeligt svagere end den almindelige norm for menneskeracen. Deres styrke svarer nogenlunde til den hos et almindeligt 10-årsbarn. Dette skyldes adskillige fejlfunktioner på biokemisk niveau, men deres handicap er ikke umiddelbart synligt, så svagheden virker ganske overraskende. Mænd deltager også i koloniens arbejde i mindre betroede stillinger, men arbejder først uden for hjemmet efter ægteskab. De er underdanige overfor alle kvinder (også vantro), men er vant til at betragte andre mænd som jævnbyrdige. De er oftest yngre end deres mage og følger hendes bud, som Gudinden selv har fastsat det.

Kvinderne derimod adskiller sig kun en smule fra den humane norm, idet de er en smule stærkere og mere intelligente, da langt de fleste pigebørn jo dør, og kun de stærkeste overlever. Kvindernes rolle er at beskytte naturen, nyde og værdsætte deres liv, følge Gudindens bud, adlyde deres mor samt beskytte og afrette deres mænd. Hvis de lever et godt liv, kan de efter deres død komme til Sekolt. Alternativet er selvfølgelig igen at genfødes som kvinde eller, hvis de er meget slette, som mand.

Sekoltiske mager bærer armbånd med bånd med deres mages navn på. Armbåndene kan ikke tages af for at symbolisere, at ægteskabet varer hele dette liv. Mænd har selvfølgelig kun et sådant navnebånd på deres armbånd, mens kvinderne har et navnebånd for hver mage på deres armbånd.

Kvinder er mere tilbøjelige til at emigrere alene, fordi de kan klare sig selv, men også fordi det er kvinder, der kan føre slægten og deres folk videre, og derfor dem, der skal i sikkerhed. For det meste emigrerer mænd kun i selskab med deres mage eller for at tilslutte sig deres mage, der er rejst i forvejen.

Klædedragt

Mænd bærer farvestrålende tørklæder om halsen (da sekoltere, uvist hvorfor, opfatter halsen som et meget erotisk område), lange ærmer, lange bukser i mørke farver og er meget tilbageholdende overfor fremmede.

Kvinder bærer også forholdsvist mørkt tøj, men det bør være stramt, især på overkroppen, så de kan vise hals og kavalergang for at understrege deres kvindelighed. De er oftest en smule stærkere og større end kvinder ellers, men ikke nødvendigvis.

Navne og opførsel

Sekoltiske kvinder har navne efter kvindelige kvaliteter såsom Styrke, Ære, Sandhed og Glæde, mens mændene bærer navne efter mandlige dyder såsom Renhed, Lydighed, Tålmod, Nåde og Taksigelse. De bærer ikke efternavne, da alle sekoltere opfatter sig selv som værende en del af samme familie, Gudindens familie, men vil ofte identificere sig selv yderligere ved hjælp af deres mors navn (Glæde, datter af Visdom). De påkalder ofte Gudinden (”Takket være Gudinden”, ”Om Gudinden vil det” osv.) og sværger ved profetens navn (”Ved Tengala”, ”Ved Tengalas bryster” eller ”Tengalas/Profetens livmoder” – det sidste er dog en meget stærk ed).

De får religiøse visioner/hallucinationer i dagligdags situationer og kan derfor finde på at kaste sig hovedkuls på gulvet for Gudinden eller føre en samtale med Hende, som kun de kan se. Nogle gange taler de højt, andre gange inde i sig selv. Deres religiøse opførsel er altså ikke et fast ritual, som udføres sammen, men noget den enkelte oplever på tidspunkter, hvor denne føler et behov for Gudindens tilstedeværelse (bevidst eller ubevidst). Sekoltere får disse religiøse oplevelser næsten dagligt. Disse oplevelser er ledsaget af en lykkerus, der i styrke svarer til narkotisk påvirkning. Det kan selvsagt føre til visse problemer og fejldispositioner.

Mål for rejsen

Sekolterne emigrerer fra samfund, hvor de har levet i isolerede parallelsamfund, men lidt under religiøs forfølgelse (som de selv ser det). Der har gennem tiden været flere voldsomme progromer på forskellige planeter, men lige nu er det især på planeten Sacki, at der er problemer, og mange sekoltere flygter derfor derfra. Sekolterne emigrerer til flere kolonier, de har grundlagt i Kulturens skygge, hvor de håber på at være i fred og leve for sig selv. Kulturen diskuterer stadig på andet århundrede, hvad de skal stille op med dem, så foreløbig har disse kolonier fået lov at eksistere uforstyrret.

Forhold til andre kulturer

Sekoltere betragter androider som en vederstyggelighed, da det ikke er tilladt menneskene at tiltage sig Gudindens magt og skabe nyt liv, især da ikke en grotesk mekanisk efterligning af liv som androiderne. Derfor ser de selvfølgelig også med stor skepsis på Kulturens maskinintelligenser og har bestemt ikke som mål at slutte sig til selve Kulturen.

Især vil kvinderne være meget beskyttende og ønske at passe på deres mager og andre mænd under deres beskyttelse. De vil helt sikkert nødigt have, at de taler med andre kvinder, mens de vil være mere tolerante overfor mænd, der taler med mænd (hvad skade kan det gøre?). Mændene, der ikke er vant til at komme ud, vil være temmelig naive og nysgerrige. De vil være underdanige overfor andre kvinder, mens andre mænd vil blive betragtet som jævnbyrdige (i hvert fald indtil de ser en demonstration af deres forbavsende fysiske styrke).

Madkultur

Sekolterne spiser en meget sund og jævn kost. Det vil sige fuldkornsprodukter, grønsager, frisk og tørret frugt, frisk ost, lidt kød, vand.

Diverse praktisk

På Sacki anvendes den fælles valuta intergalaktiske kreditter, i daglig tale kaldet kreditter, der er gangbar i adskillige galakser. Flygtningene har betalt omkring 20.000 for deres rejse på menneskesmuglerskibet.

Sekolterne anvender ikke penge indenfor deres eget samfund, er ikke særlig rige og er ikke særlig vant til penge. De får løn fra det sackianske samfund i intergalaktiske kreditter og handler sig til ting, de ikke selv kan producere, men dette klares kollektivt og administreres af de ældre kvinder. Især sekoltiske mænd har ikke noget forhold til penges værdi, da de aldrig har fået lov til eller haft behov for at håndtere dem. På rejsen, vil det da også være kvinderne, der har familiens penge. Spørgsmålet er, om de altid har nok til at nå frem eller må stole på, at Gudinden hjælper dem.

Advertisements